Case 8: LPR2 til LPR3

 

Cases er eksempler på de spørgsmål og henvendelser, vi modtager i Vejledningsfunktionen, som vi gerne vil dele til inspiration for andre.

En forsker kontaktede Vejledningsfunktionen for at få mere information om Landspatientregisterets modernisering til LPR3 og de forskelle, der er mellem den tidligere brugte LPR2 og den nye version af registeret.

Sundhedsdatastyrelsen påbegyndte i 2019 revisionen af Landspatientregisteret (LPR) fra LPR2 til LPR3. Med LPR3 er LPR blevet en ”ægte” kontaktmodel, idet enhver kontakt mellem patient og sundhedsvæsen skal indberettes som en selvstændig kontakt og med en selvstændig aktionsdiagnose i LPR3. Hermed adskiller LPR3 sig fra LPR2, hvor alle ambulante besøg i et ambulant forløb blev indberettet som én samlet ambulant kontakt og med én fælles aktionsdiagnose. Det giver en mere retvisende datamæssig understøttelse af den kliniske praksis på sygehusene, gør det muligt at adskille parallelle behandlingsforløb og forbedre monitoreringen af pakkeforløb og nationale kliniske retningslinjer. Private sygehuse og klinikker indberetter nu i samme format og med samme krav til indhold som det offentlige sygehusvæsen.

Som bruger skal man være opmærksom på, at data i februar 2019 vil være en blanding af gammel og ny indberetning, at der er et databrud på grund af ændringen i indberetningsstruktur, og at datastrukturen fra og med 2019 er anderledes.

Der kan læses mere om databrud og datakvalitet i overgangen fra LPR2 til LPR3 hos Sundhedsdatastyrelsen: https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/registre-og-services/om-de-nationale-sundhedsregistre/sygdomme-laegemidler-og-behandlinger/landspatientregisteret/landspatientregisteret-moderniseres.

I denne case hjælp vi forskeren med information om skiftet fra LPR2 til LPR3 og fremsendte datakvalitetsrapporterne fra Sundhedsdatastyrelsen, hvor forskeren desuden kunne læse mere om forskellene på LRP2 og LRP3.

Tag kontakt til os, hvis du har brug for vejledning i dit forskningsprojekt. Vi tilstræber at besvare alle henvendelser inden for 2-4 hverdage. Husk, at vores hjælp er helt gratis, og at vi – som denne og de tidligere vejledningscases viser – hjælper forskere i både det private og det offentlige regi, danske såvel som udenlandske.

Skriv til os her på LinkedIn, send os en mail på info@vejledningsfunktionen.dk eller ring til os på tlf. 2494 7969

Mandag til torsdag kl. 9.00-16.00

Fredag kl. 9.00-15.00